Sådan startede det hele

40 år til søs på Fænøsund

”Sundet” så dagens lys, da krigstidens mørke var slut.
Den referede artikkel fra Middelfart Venstreblad

Da krigen og besættelsestiden var til ende i 1945, kom der grøde i mange aktiviteter, blant andet blev der øget interesse for sejlads i de dejlige farvande omkring Middelfart. Det førte til, at en flok mennesker fandt ud af at starte en sejlklub, som skulle have til huse ved Teglgård. Planerne blev ført ud i livet den 7. september 1945, og det vil sige, at den sejlklub, som kom til at hedde ”Sundet”, kan fejre sin 40-årsdag lørdag den 7 september. Det vil man gøre med manér, og der lægges op til en festlig aften i et telt, som vil blive rejst på pladsen foran klubhuset ved Teglgård.

Der blev foretaget lange og mange overvejelser, før man i 1945 sammenkaldte til det stiftende møde, men da man så for alvor tog fat, blev der handlet hurtigt. Fem mand var med til stiftelsen, og de kom til at danne en foreløbig bestyrelse. Einar J. Hansen blev formand, Kurt Hansen næstformand, Claus Thiesen kasserer og Finn Jacobsen og Henning Hansen menige bestyrelsesmedlemmer.

De besluttede straks at give den nye klub navnet ”Sundet”, og som enhver klub med respekt for sig selv skulle den jo have en stander. Man enedes om en hvid dug med tre blå bølgestriber. Senere fandt man ud af, at det måtte ændres til tre grønne bølgestriber, men så kom Finn Jacobsen med en stander med et marsvin som motiv, og den vakte begejstring. Efter en ”forenkling” blev den klubbens officielle mærke – som den er det endnu.

Bestyrelsens første handling var at indkalde til stiftelsesfest dagen efter. Der blev købt øl og sodavand og bagt æbleskiver i stor stil.

Trods de hastige og primitive forberedelser blev festen en afgjort succes med højt humør og herligt vejr. Klubben fik altså en lovende start.

Dramatisk sejlads

Lidt mindre festligt blev det, da klubben straks lagde ud med en kapsejlads. Den fandt sted søndag den 23. september og er omhyggeligt refereret i den gamle protokol.

Der kom ved starten nogle voldsomme byger, og i netop en sådan skulle starten gå for de små både. Det gik så drabeligt til, at alle skyndsomt måtte søge land, gennemblødte til skindet.

Så kom omsider både store og små både af sted, men navnlig de små både fik en dramatisk tur. Det refereres f.eks.:

”Oslo-jollen kæmpede bravt i de hårde byger, men de to unge førere kunne ikke rigtig klare ærterne. Da de nåede Fænøs sydspids og skulle dreje, turde de ikke vende og fortsatte i stedet mod Føns, hvor de løb båden på land og søgte husly”. Andre både havde besvær med at klare sig uden om bundgarnene på ruten. Sejladsen blev vundet af ”Isbjørnen” og af ”Sofus”.

Også på land blev der stormvejr. Der blev holdt en efterårsfest, men den fik et meget uheldigt forløb og blev kritiseret fra alle sider. Det noteres i protokollen: ”Af skade bliver man klog”.

Der drøftedes i det første år en del spørgsmål, om hvilke meningerne var stærkt delte. Det drejede sig om en junior-afdeling, om søspejder-spørgsmålet og om kontingentets størrelse. I november 1946 kom det til en voldsom generalforsamling, på hvilken der blev skiftet formand. Det var Otto B. Bisgård, som da kom til.

Årsagen til den megen ballade var, at den tidligere formand havde ”lånt” et andet medlems cykel og beholdt den. Det var en ejendommelig og speget affære med brug af falske navne og avis-annoncer. Generalforsamlingen endte med, at den tidligere formand blev smidt ud af klubben.

I 1946 fik klubben kommunens tilsagn om levering af granstammer til bygning af en 120 meter lang bro, mod at medlemmerne selv opførte den. Det er et princip, som har været fulgt siden, og medlemmerne har adskillige gange i løbet af de 40 år haft lejlighed til at svinge hammeren og bruge rambukken. Lillebælts is kan være hård ved bro og pæle, og ved flere lejligheder er alt forsvundet med isen og har måttet genetableres. Det er en imponerende indsats, de mest energiske af klubbens medlemmer har præsteret – senest i dette forår.

En tragisk ulykke

Broen var årsag til at flere andre sejlklubber lagde deres kapsejladser til Fænøsund. Der var søsat mange nye både, og i en utrolig solfyldt sommer 1947 var der en enorm aktivitet.

En sejlads blev vundet af båden ”Kaj”, ejet af bogtrykker Christoffersen. Senere faldt hans søn over bord fra båden, og faderen sprang ud for at redde ham. Mens sønnen hurtigt blev bjerget af andre, fik faderen tilsyneladende et chok og gik til bunds. I sejlklubbens protokol noteres det:

”Han var meget forsigtig med sin sejlads. Derfor var det dobbelt tragisk, at han skulle dø på denne måde.”

I 1947 kom der lidt slinger i klubben, og der måtte vælges ny formand  –  Folmer Berentzen – og en ny bestyrelse til at ”genoprette ro og orden”  i klubben.

Det lykkedes ganske godt, og der blev vedtaget nye love og nyt bro-reglement, og der kom bl.a. hold på arbejdet med søspejderne. For resten endte søspejdernes første præsentationstur med en jolle med, at de kæntrede på en halv meter vand.

Det er blevet til megen medvind og til mange krasse søer siden, men klubben er altså kommet fra 40 års sejlads med livet og æren i behold. Den har i dag en idyllisk plads med udmærkede forhold og med Thiesens fiskeskur i restaureret udgave som et godt tilholdssted. Det er ikke hver dag medlemmerne sejler, men de kommer til pladsen næsten hver dag for at nyde den specielle atmosfære ved Fænøsund.

Lige efter marinaens indretning svandt ”Sundet” noget ind, men i dag har den 95 aktive medlemmer og kan dårligt klare flere.

I jubilæumsåret er ejendomshandler K. Elmerlund formand.

Artikel i ”Middelfart Venstreblad” i anledning af klubbens 40 års jubilæum  (1985).