I morgen eftermiddag tager den nye bestyrelse og tre fra 1945 bestyrelsen imod i klubhuset ved Fænøsund.
Fra Melfar Posten onsdag 6. september 1995:
Noget af det der vil være mulighed for at se, hvis man tager imod invitationen til åbent hus er den gamle protokol, der for første gang blev skrevet i fredag den 7/9 1945.
Formanden for den nystartede klub var Ejner Hansen, som ikke er mere. Det er til gengæld Kurt Hansen, Klaus Thiesen og Finn Jacobsen, som alle var med med i den første bestyrelse for hele 50 år siden! I den klub må de passe godt på deres bestyrelsesmedlemmer!
1 kr. om måneden
Det første år kostede det 1 kr pr måned at være medlem. Disse 12 kroner om året skal vejes op mod små 500 kroner, som det koster i jubilæumsåret, men så er det også incl. forsikring. Det sidste er i modsætning til for 50 år siden en nødvendighed nu, idet ubudne gæster af og til generer ved at kigge ind (selv om der ikke er noget af værdi at hente – skulle vi hilse og sige)!
I jubilæumsåret er der 100 medlemmer fordelt på 69 aktive og 31 passive. Inden Marinaen blev bygget i 1979 var der 140 medlemmer, som er det højeste antal i klubbens historie.
Toilet ønskes
Et besøg i klubben mere end antyder, at det er et sted hvor man hygger sig. Det eneste de reelt mangler, er et sted hvor damerne kan gå hen, når de skal noget, de ikke kan sende andre til. Nu om stunder kører de en tur hjem, eller bliver hjemme. Under snakken forud for denne artikel var der nogen der mente, at byrådet på et tidspunkt havde stillet klubben ”das” i udsigte, så det drømmer de nu om i Sejlklubben Sundet.
Nyt Klubhus
Den 5. august brændte det gamle klubhus, men takket være stor opbakning fra klubbens medlemmer, håndværkere og handlende lykkedes det lørdag d. 13 maj i år at kunne indvie det hyggelige klubhus med navnet ”Skuret” (Det har det altid heddet), hvor der som sagt tages imod i morgen.
Middelfart Sparekasse var ved indvielsen så venlige at forære klubben møbler, så i det mindste en del af de fremmødte kan komme til at sidde ned.
Jubilæet slutter dagen efter, hvor medlemmerne har sat hinanden stævne med det formål under festlige former at fejre de 50 år.