Klubbens love

VEDTÆGTER

Sejlklubben Sundet

Disse love som er vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 24. januar, 2018 erstatter alle tidligere love.

 

§ 1 Foreningens navn og formål

Foreningens navn er sejlklubben SUNDET. Stiftet den 7. september 1945
Klubbens stander er et sort marsvin på hvid bund.
Klubbens tilholdssted er bådpladsen ved Teglgård.
Klubben består af aktive og passive medlemmer.
Sejlklubbens formål er at varetage medlemmernes interesser vedr. lystsejlads og fritidsfiskeri, samt skabe et godt kammeratskab og sammenhold medlemmerne imellem.

§ 2 Medlemmer

Stk. 1

Som medlem kan optages enhver, der har fast bopæl i Middelfart Kommune eller i Trekantområdet.

stk. 2

Optagelse sker på baggrund af en særlig optagelsesbegæring. Begæringen behandles af bestyrelsen, som efter gældende regler afgør, om optagelse kan finde sted.

stk. 3

Ansøgere placeres på en venteliste i nummerorden til evt. senere tildeling af fortøjningsplads.
Personer med bopæl i Middelfart Kommune har fortrinsret.

stk. 4

De aktive medlemmers antal er fastsat til maksimal 70.
Medlemmer på venteliste betragtes som passive, indtil fortøjningsplads er tildelt, hvorefter de overgår som aktive.

stk. 5

Dersom et medlem ikke ønsker at gøre brug af klubbens tilbud om fortøjningsplads (som skal benyttes indenfor et år) rykker vedkommende bagerst på venteliste. Dette gælder også for medlemmer der ønsker at anskaffe flere fartøjer. Fordeling af fortøjningspladser foretages af bestyrelsen.

stk. 6

Et aktivt medlem, der afstår sit fartøj for at anskaffe sig et nyt, kan dog beholde sin fortøjningsplads i et rimeligt tidsrum, hvori klubben dog kan disponere over pladsen. Aktive, der ikke ønsker at anskaffe et nyt fartøj, kan overgå som passive medlemmer.

stk. 7

Udmeldelse kan finde sted til enhver tid ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Betalt kontingent refunderes ikke. Ved udmeldelse bortfalder ethvert krav overfor klubben.

stk. 8

Bestyrelsen kan ved særlige lejligheder udnævne æresmedlemmer. Disse er fritaget for medlemskontin-gent og båd- afgift. Forsikring af fartøj betales fortsat af æresmedlemmet selv.

stk. 9

Nøgle til skur og klubhus kan udleveres ved henvendelse til bestyrelsen. Der betales et depositum fastsat af bestyrelsen. Depositum tilbagebetales ved tilbagelevering af nøgle. Nøglen er personlig og må ikke udlånes.
Udtræder et medlem af klubben, skal nøglen tilbageleveres.

stk. 10

Medlemmer der udviser adfærd som ikke er foreneligt med klubbens formål, eller som på anden vis ikke overholder klubbens eller offentlighedens love og regler, kan af bestyrelsen ekskluderes fra klubben. Derved mister man enhver rettighed i klubben, så som broplads, adgang til klubhus m.m.

§ 3 Kontingent

stk. 1

Medlemskontingent, inkl. ansvarsforsikring, bådafgift og evt. særlige gebyrer fastsættes på den årlige generalforsamling.

stk. 2

Der opkræves betaling en gang årlig i november, med seneste forfald d. 31.12.

stk. 3

Efter 14 dages restance med kontingentbetaling, sendes en påmindelse. Medlemmer der modtager en sådan påmindelse, pålægges et særligt gebyr. Størrelsen af dette gebyr fastsættes af bestyrelsen. Betales kontingentet ikke straks efter denne påmindelse, taber medlemmet alle rettigheder.

stk. 4

Aktive medlemmer svarer fuldt medlemskontingent plus en årlig afgift pr. fartøj uanset størrelse og art. Passive medlemmer svarer et særligt kontingent.

§ 4 Bestyrelsen

stk.1

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer (formand, kasserer og 3 medbestyrere) der alle vælges for to år ad gangen.

stk. 2

Bestyrelsen konstituerer sig selv efter generalforsamlingen med formand, kasserer, næstformand og to bestyrelsesmedlemmer.

stk. 3

På ulige årstal vælges 3 medlemmer, og på lige årstal vælges to medlemmer.

stk. 4

Udover bestyrelsen vælges for to år ad gangen en suppleant til bestyrelsen, 2 revisorer og en revisorsuppleant.

stk. 6

Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden. Bestyrelsen tilrettelægger klubbens arbejde og aktiviteter under ansvar overfor generalforsamlingen. Bestyrelsen holder møder efter behov.

stk. 7

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer er mødt.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

stk. 8

Over bestyrelsens arbejde, forhandlinger og beslutninger, indføres et referat i klubbens protokol og der underskrives af mindst formand og et bestyrelsesmedlem.

§ 5 Generalforsamling

stk. 1

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender. Der holdes generalforsamling en gang årlig i januar måned.

stk. 2

Generalforsamlingen kan indvarsles en måned før dens afholdelse og der skal indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen og mødets dagsorden meddeles skriftligt til samtlige medlemmer.

stk. 2a

Med skriftligt menes brev eller e- mail for de medlemmer, der har oplyst mail adresse.
stk. 3

På generalforsamlingen skal følgende punkter være optaget på dagsordenen:

A:Valg af dirigent

B:Beretning om bestyrelsens og klubbens arbejde i det forløbne år

C:Fremlæggelse af klubbens driftsregnskab og status i det forløbne år til godkendelse

D:Behandling af indkomne forslag

E:Fastlæggelse af kontingent

F:Valg til bestyrelsen, jvf. §4

G:Øvrige valg, jvf. §4

H:Eventuelt

stk. 4

Alle afgørelser træffes ved simpelt flertal. Skriftlig afstemning bør finde sted ved personvalg og skal finde sted, såfremt et medlem kræver det.

stk. 5

Dirigenten vælges af og på generalforsamlingen

stk.6

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

stk. 7

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. jvf. dog §7.

stk. 8

Over det på generalforsamlingen passerede og vedtagne, indføres et protokollat i klubbens protokol. Der underskrives af dirigent, formand og sekretær.

stk. 9

Ethvert medlem er berettiget til at deltage i generalforsamlingen, men kun aktive medlemmer uden kontingentrestance har stemmeret.
Der kan kun stemmes ved personlig fremmøde.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling

stk. 1

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når formanden eller et flertal af bestyrelsen finder det påkrævet, eller når mindst 12 medlemmer indgiver skriftlig begæring herom.
Begæringen skal være underskrevet af alle der har fremsat den, og den skal indeholde en dagsorden.

stk. 2

Er den ekstraordinære generalforsamling begæret af medlemmerne, skal mindst 75% af underskriverne være til stede ved generalforsamlingen.

stk. 3

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med samme varsel som den ordinære og dagsordenen vedlægges.

stk. 4

Over det på den ekstraordinære generalfor-samling passerede og vedtagne indføres et protokollat i klubbens protokol. Der under-skrives af dirigenten, formand og mindst 3 af forslagsstillerne.

§ 7 Lovændringer

stk. 1

Ændringer af denne lov kan kun foreslås på den ordinære generalforsamling og de kan kun behandles såfremt 50% af medlemmerne er fremmødt.

stk. 2

Findes lovændringerne af væsentlig betydning for klubbens virke, kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Her kan forslagene behandles uanset antallet af fremmødte medlemmer og evt. vedtages ved almindelig stemmeflertal.

§ 8 Foreningens opløsning 

stk. 1

Sejlklubben SUNDET kan ikke opløses så længe mindst 10 medlemmer gør krav på dens beståen.

stk. 2

Eventuelt forslag til opløsning af klubben, kan kun stilles på den ordinære generalfor-samling.

stk. 3

Klubbens endelige opløsning skal herudover behandles på en ekstraordinær generalfor-samlig. Denne indkaldes med det sædvanlige varsel og med oplysning om dagsorden.

stk. 4

I tilfælde af opløsning skal de midler, der måtte være i behold, bort- skænkes efter den ekstraordinære generalforsamlings bestemmelser.

§ 9 Retslige forpligtelser

Stk. 1

Til retsligt at forpligtige klubben kræves underskrift af den samlede bestyrelse. Intet medlem kan økonomisk forpligte klubben.

Stk. 2

Bestyrelsen er berettiget til at optage lån på klubbens vegne, såfremt en enig bestyrelse anbefaler dette.

stk. 3

Klubben hæfter alene for sine forpligtelser med sin formue.

§ 10 Protokol 
stk.1

Over forhandlinger, bestyrelsesmøder og generalforsamlinger føres en protokol, der underskrives som bestemt i § 4, 5 og 6. Den har i underskrevet stand fuld beviskraft for hvad der er passeret og vedtaget.

stk. 2

Protokollen skal på forlangende være tilgængelig for det enkelte medlem.

§ 11 Fartøjer og arbejde

stk. 1

Alle fartøjer, hvis længde ikke må overstige 7,25 meter liggende for svaj eller ved pæl, skal være forsynet med en sikker og solid fortøjning efter klubbens forskrifter. For 3 – 4 pæle i yderste række tillades både op til 7,60 m, under forudsætning af at det præciseres at både af den størrelse IKKE må anvende ophalervogn

stk. 2

Den enkelte bådejer har pligt til med regelmæssige mellemrum at kontrollere sin fortøjning.
Manglende opsyn kan med båd og fortøjning kan medføre at medlemmet mister sin ret til fortøjnings pæl og/eller udhalerplads.

stk. 3

Både op til 3,9 m + påhængsmotor må ligge ved lille bro (øst bro)

Både op til 4,4 m + påhængsmotor må ligge ved stor bro (vest bro)

For alle både gælder at der skal fortøjes efter klubbens anvisninger.
stk. 4

Fartøjer, vogne og andre effekter med tilhørssted i det af klubbens forvaltede område, skal være forsynes med medlemmets navn og medlemsnummer. Ikke afmærkede effekter kan fjernes 8 dage før standerhejsning.

stk. 5

Alle fartøjer skal være ansvarsforsikrede gennem klubbens kollektive ansvarsforsikring.

stk. 6

Aktive medlemmer har pligt til efter bestyrelsens anvisning at deltage i opstilling af broer, samt i det hele taget deltage i det arbejde der skønnes nødvendigt i og ved klubhus og bådepladsen i øvrigt.

stk. 7

Er et medlem forhindret i at give møde ved ovennævnte arbejde, skal der gives afbud. Såfremt der ikke er meldt afbud, kan medlemmet afkræves et gebyr, som skal være kassereren i hænde senest 14 dage efter påkravet. Er denne frist ikke overholdt, har medlemmet mistet alle rettigheder overfor klubben.

§ 12 Broreglement

stk. 1

Medlemmer der overholder dette reglement har fri adgang til broen, såvel fra land som fra søsiden.

stk. 2

Personer, hvis fartøjer benytter broen, bådpladsen eller de af bestyrelsen afmærkede fortøjnings-pladser i farvandet omkring bådepladsen, skal være medlemmer af Sejlklubben Sundet .
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde give tilladelse til udlån af broer.

stk. 3

Erhvervsmæssig sejlads til eller fra broen er ikke tilladt.

stk. 4

Adfærd, som generer personer på broen eller i både ved broen, kan medføre øjeblikkelig bortvisning.

stk. 5

Cykling, knallertkørsel, fiskeri og badning på eller fra broerne er forbudt.

stk. 6

De til klubben hørende bropramme må kun benyttes til transport mellem bro og fartøj og skal straks efter brug fortøjres i deres udhalerline.

stk. 7

Den, der benytter broprammen, kan gøres ansvarlig for skader, der er påført prammen under benyttelse af denne.

stk. 8

Det er forbudt at sejle med større fart end 3 knob inden for klubbens fortøjningsområde.

stk. 9

Opsyn med bådepladsen, ophaler bedding, klubbens bropramme og fortøjningspladserne varetages af bestyrelsen, dog uden ansvar for de enkelte fartøjer.

stk. 10

Klager og spørgsmål rettes til bestyrelsen

stk. 11

Al færdsel på klubbens broer sker på eget ansvar.

stk. 12

Dette broreglement skal være opslået ved broernes landende.

En henstilling til medlemmerne fra bestyrelsen (maj 09)

Henstilling til medlemmerne

I modsætning til flere andre små sejlklubber i Middelfart er SUNDET beliggende på en offentlig plads, der ofte besøges af lokale og turister.

Af hensyn til klubbens omdømme er det derfor vigtigt, at følgende enkle regler for almindelig god opførsel følges af klubbens medlemmer, når de færdes på vores område:

1)    Ryd op efter dig.

2)    Anbring tomme dåser, flasker og andet  affald i affaldsstativerne.

3)    Kom ikke med tilråb el. lign. til forbipasserende.

4)    Optræd ikke synligt beruset.

M.v.h. Bestyrelsen