Båltale af Peter Storm 2009

Sankt Hans tale ved Sejlklubben Sundet, Teglgården 23. Juni 2009

 

Her er magi. Det er rigtignok en magisk midsommeraften. Vi understreger det ved at tænde et bål og brænde en heks af. Det kommer vi til. Men jeg taler om den magi, der altid er her.

 

For mange år siden da jeg kom til Middelfart, opdagede jeg efterhånden en del skønne steder. Et af dem er her. På en  løbetur en forårsmorgen kom jeg for første gang til at opleve magien. Jeg kom nedad Teglgårdsvej, forbi husene ved stranden, forbi sejlklubben og derfra ind under de lysegrønne bøge, der spejlede sig i sundets solbeskinnede blå. Det blev kærlighed ved første blik. Eller når vi gik tur med vore smårollinger og kom ned til stranden og bådene.

 

Her var dejligt. Her er dejligt. Teglgården ved Fænøsund er et magisk sted.

 

Her er vi midt i nationalsangen, hvor skoven vokser ud over stranden. Vi synes, det er en gammel skov. Der er endda stolte gamle egetræer her ved indgangen til Hindsgavls jorder. Men husk på, vi er ved Teglgården. Her har man i middelalderen gravet den fede Lillebæltsler og fældet fordums skov for at brænde tegl. Man leverede en gang flere tusinde teglsten til en kongelig gård i Århus. Måske lagde Hindsgavls ejer det lille bindingsværkshus Engelsborg på en tid, hvor man plantede ny skov – den, der nu er gammel. Grusvejen, egetræerne og huset er tilsammen en gammel fortælling. Lige her gik skellet mellem godset og købstadens marker.

 

Folk kom her også i sommertiden. Lidt længere henne finder vi den gamle helligkilde, der havde helbredende – ja magiske kræfter. Så kom marsvinsjægerne til i begyndelsen af 1800-tallet. De byggede et oplagshus, der nu er revet ned. Og her på stranden landede de mange marsvin, som de havde fanget og dræbt inde i Gamborg Fjord.

 

Om lidt synger vi Holger Drachmanns Midsommervise, der stammer fra en eventyrkomedie, der gik for fulde huse på Det kongelige Teater og som siden ved en midsommerfest i Jelling i 1900 blev sluppet løs som en elsket tilbagevendende landeplage.

 

Holger Drachmann er på dette sted endnu mere nærværende, end vi måske lige tror. Han var i 1903 indlagt i flere måneder på den tids moderne sindssygehospital lige bagved. Både han og hustruen var indlagt, men ikke sammen. Han på mandsiden. Hun på kvindesiden. Danmarks store digter kunne bryde sammen og trænge til ro. Da han endelig igen af overlæge Lange kunne få lov at komme udenfor afdelingen, skrev han til dagbladet Politiken et digt med overskriften:

 

Første gang ude !

 

Et Slør har hvilet saa trist, saa graat

over min smærtende Pande –

 

Jeg ser mig forundret i Verden omkring

– saa snevert den end er begrænset:

jeg øjner af Glæder en myldrende Sum,

som nylig jeg næppe har ænset.

 

Og højt over Skoven, i Høstluftens Hav,

mit Sømandsblik spejdende pejler

de vildene Svaner, med Guld-Kroner paa,

som sydover susende sejler.

 

O var jeg blot Svane! …paa Krone og Guld

gav jeg vel Afkald gærne:

men nu skal jeg smukt ind i “Hi” igen

og ligge brak med min Hjærne.

 

Digtet fik en veninde, den kendte malerinde Agnes Slott-Møller til at skrive til ham:

 

Gid De nu snart maa komme rigtig til Kræfter, naar de først har faaet Lov til at gaa ud, saa er det da et dejligt Sted at komme sig,

Egnen derovre med Hindsgavl, Skove og Fænø og al den Herlighed. Jeg elsker den Egn. Lige nede bag “Anstaltens” Have i

“Teglgaard”, den lille Klat Huse nede ved Stranden, har vi boet i flere Sommere, Billederne med Hr Peter og Fru Mette ere malede dèr; paa Skovstien omme bag Skovfogedens Huse kom Fru Mette Vandrende i Maaneskinnet i sin dugvaade Kjole, ved Skovfogdens Haveled stod Hr Oluf og saa hende komme hjem fra Hr Peter, og inde i Skoven var det hun skued de Blomster, hvide og røde, som stod dèr i deres allerfejreste Grøde. Om Dagen gaar der ingen Spøgelser ved Skovfogedhuset, men saa er der en lyslevende, ravgal Skovfogedkone, der er saa forfærdelig morsom.

 

Det er jo magi. Malerparret Harald og Agnes Slott-Møller har boet i pensionatet hist oppe. Hun malede folkevisebilleder. Hun har fundet inspiration ved skovfogedens låge, der skiller skov og have – men også andre steder i nærheden. Og det forstår man godt. Det står næsten alt sammen, som da hun forlod det. Ren magi.

 

Men er det ikke også som om det lille stykke derhenne med de gule huse ned til vandet kan få en til at tænke på Skagen. Og så kommer vi til at tænke på datidens største maler P. S. Krøyer, som måtte bide i græsset tre gange i sit liv og lade sig indlægge på Middelfart på Langes Klinik, som han muntert omtalte stedet, når han var ovenpå. Drachmann havde tre år før sin egen indlæggelse under et sommerophold på Skagen skrevet en kronik til trøst for Krøyer, der netop var blevet udskrevet fra sindssygehospitalet. De to kunstnere turde allerede dengang være åbne om deres indlæggelser.

 

Her til Teglgården og hospitalet kom berømthederne. Kan være de lever her endnu på en eller anden magisk måde. Men stedets naturlige magi frembragte også en berømthed. Lidt længere henne boede åleskipper Hans Christiansen og i 1884 fødtes lille Johanne. Efter sin konfirmation kom hun til København og blev siden gift med brygger Vagn Jacobsen fra Carlsberg.

 

Jo Jacobsen er vokset op i spændingsfeltet mellem stranden og sindssygehospitalet. Det gjorde hende til forfatter og frisindet samfundsdebattør. Hun lærte psykoanalyse i Berlin. Ægteskabet

revnede. Hun kvitterede for bekendtskabet med en temmelig nærgående nøgleroman om Carlsberg-familien med titlen ”Huset Hansen”. Mere fredelig var romanen ”Marsvinsjægerne”, som er

hentet fra hendes barndom blandt de stovte marsvinsjægere og livet i Teglgården.

 

Så havde jeg nær glemt en anden af stedets kunstnere. Den sære og sarte Børge J. Nielsen, der boede deroppe i det forfaldne Engelsborg. Han blev ikke berømt. Glemmes skal han ikke. Også han var indlagt på hospitalet. Han bar på stor kærlighedssorg. Stedet her var ham til trøst. I 1964 skrev han dette lille forårsdigt.

 

Forår

 

Båden driver rundt på vandet

Luften den er her iblandet

Tjære, duft af terpentin.

Cigarrøg, forårsstemning – min!

 

Solen varmer her på bænken

Vinteren tog bort med lænken

Krokus: Sligt er medicin.

Kartofler, forårshaven – min!

 

Vi har mødt magiske mennesker:

Digteren Drachmann, der lå i hi på hospitalet med sin hjerne i brak.

Malerinden Slott-Møller, der mødte folkevisens fru Mette i skoven.

Maleren Krøyer, der måtte en tur eller tre på ”Langes Klinik”.

Forfatterinden Jo Jacobsen, der var datter af åleskipper Christiansen.

Kunstneren Børge J. Nielsen, der levede her med sin kærestesorg.

 

Teglgården er da verdens navle. Det hele er her endnu.

 

Nu skal vi synge Holger Drachmanns midsommervise, mens vi sender heksen til Bloksbjerg. Lad os se om ikke forfatteren som en svane selv flyver med.

 

Fænøsund er fuld af magi.